The Sunday Blues

oktober 8, 2018 71 Af UE298865

Hver søndag kæmper jeg mod  The Sunday Blues,  som jeg har døbt den tilbagevendende smådepression der har meldt sig hver søndag i det meste af mit liv.

Husker min mor sagde  – Jeg kan ikke lide søndage. Har det nok fra hende .

Om  søndagen var skolen lukket. Jeg elskede at gå i skole, ikke for at lære noget, men for samværet med de andre.

Om søndagen skulle  legekammeraterne være  hjemme og være sammen med forældre og søskende.

Min  arkitekt far arbejdede altid. Når han havde fri sad han ved sit tegnebord og arbejdede også juleaften . Det gør jeg også (dog ikke juleaften) ..Har det nok fra ham.

Min mor arbejdede på et Københavnsk morskabsteater  og var næsten aldrig hjemme . Mine to brødre der var meget ældre end mig og boede ikke hjemme..Jeg var en efternøler.

Om søndagen skulle man  “finde på noget at lave” .

Denne søndags blues har fulgt mig lige meget hvilken kultur og hvilket land jeg har boet i.

I 90erne var jeg så heldig at bo nogle år i Paris med min forfattermand  i en skøn lille studio lejlighed på Seinens venstre bred.  Det var en dejlig tid ,  hvorfra jeg har mange  minder.

Undtagen fra de mange søndag formiddage,  hvor jeg alene besøgte dyre markedet ved  Rue Rivoii  og  gennemtraskede de uendelige sale på på Louvre og kikkede på kunst.

Ved godt dette lyder spændende og at jeg var priviligeret.  Nød også at kikke på fantastisk verdenskunst …. Men ikke hver søndag.

Skønt også at sidde på cafe, men ikke så skønt alene,  om søndagen  hvor cafeerne var fyldt med par der hyggede sig.

Jeg var alene fordi  min man foretrak at skrive om  natten hvor intet forstyrrede og derfor  først kom i omdrejninger efter kl 13.

.

Før Paris, boede jeg  et par år på Rhodos, hvor det med søndagen gik meget bedre, da jeg for det meste lå brak  efter at have festet hele lørdag nat .

Jeg elskede græsk bouzikimusik ,  der startede ved 23 tiden og først stoppede søndag ved 5 tiden om morgenen…

 

I Brasilien var den så gal igen .

I Rio en søndagformiddag, var der intet andet at foretage sig end at på stranden, som noget jeg altid har elsket og dyrket .

Her skulle det imidlertid  vise sig at være  problematisk, da  jeg dengang var en ung langbenet blondine, der  vakte en vis opsigt på Copa Cabana  stranden.

Derfor havde  jeg fundet en anden og mere rolig strand i Rio, hvor jeg arrangerede mig under en palme i håb  om at kunne få lov til at passe mig  selv og læse i min medbragte  bog .

Brasilianske mænd er for det meste særdeles good looking , men ikke  på denne strand  søndag formiddag, hvor der hele tiden kom der en eller anden tandløs neger ( undskyld det forbudte ord) og slog sig ned ved siden af mig og ævlede løs på brasiliansk.

Derefter fulgte mange år i Spanien, med nok de bedste søndage jeg har haft.  Min nye mand  kunne godt komme op om morgenen  og ville gerne med på markedet .

Efterfølgende spiste vi en hyggelig  frokost i selskab med gode venner.

Og så er der nu , nu hvor jeg er alene.

Det  går  fint hele ugen, hvor jeg har nok at se til ….men så kommer  søndagen hvor  The Sunday Blues nu melder sig .

Jeg siger som Dan Turell – Jeg holder af hverdagen.