Om det svære ved at skulle leve alene

oktober 22, 2018 332 Af UE298865

Hvis nogen på et tidligere tidspunkt ville have spurgt mig om jeg kunne forestille  mig at jeg ville komme til at leve alene,  så ville svaret uden tøven  have været et klart nej .

Skulle den  tanke alligevel have strejfet mig,  ville gik jeg ikke gå i dybden med den,  men afvise tanken med mit motto ..Det ordner sig.

Jeg har haft så travlt med at leve livet intenst,  haft tre ægtemænd, plus det løse , og har boet her og der i ind og udland.

Så skete det for tre år siden,  hvor min mand uventet døde og jeg var helt alene fra det øjeblik de kørte væk med ham.

Væk for altid.

Det første år befinder  man sig i en slags comatilstand af sorg, der så ganske langsomt forvandler sig til  savn.

 

Det er svært at lære at være alene. Tænker ikke så meget på de praktiske ting, som man hurtigt lærer sig,   men på den store larmende ensomhed , der  rammer i pludselige nedslag ofte  i selskab med en  dyb fortvivlelse.

Jeg er  kunstner og elsker at male og er taknemlig for den gave, men vover at påstå at kunstnersindet ofte kan have manio depressive tendenser. Enten er jeg nærmest lykkelig eller også er der en humørskala  i gråtoner  ti helt sort.

Heldigvis varer de “sorte huller” ikke ret længe, da jeg er god til at hive mig selv op igen.

Meeeen jeg ville sådan ønske at  jeg havde en at dele livet med igen. Dele glæden ved det smukke sted jeg bor.

For første gang oplever jeg at det er svært  at finde en partner…Ikke at der mangler tilbud , men det rigtige udebliver.

Jeg har så alligevel mødt en dejlig mand, som bor i udlandet og har sit liv og jeg har mit og jeg mærker,  at jeg ikke orker at skulle flytte til udlandet ( jeg kom hjem for fire år siden efter at have boet 9 år i Spanien)

Han kunne så komme hertil.  Hmm vi får se..