Mors dreng 3

august 2, 2018 5699 Af UE298865

Næste dag rejste Helle og drengene, og gæsteværelset blev igen ledigt.

Betty inviterede på fin middag på det berømte hotel Negresco der lå i gåafstand  fra lejligheden. Hun fortalte af en af grundene til hun havde valgt at bo i Nice, var at det var tilladt at medbringe hund på restaurenterne.

Betty havde derfor sin irriterende liderlige grå Betlingtonterrier med i snor. Kasper hed den, der  benyttede enhver  chanche til at stå og jumpe op af mit ben.

Når Betty ikke kikkede,  fik den et los.

Jeg havde gjort mig ekstra umage med min påklædning og valgt en enkel sort stram kjole med tynde stropper over skuldree og håbede at Betty ikke ville have noget at udsætte på den.

Hotel Negresco lignede et maurisk eventyrslot og havde gennem årene været besøgt af berømte filmstjerner, prinser og prinsesser og var da også noget af det mest elegante jeg havde set, hviket vil sige en hel del.

Overalt var der hvide søjler og mellem dem mandshøje gulvlysestager i sort og guld. I det kuplede loft hang enorme krystallysekroner.

Alt osede af rigdom og overflod.

Vi kunne bestille hvad vi ville, fedet var hun ikke.

Middagen blev vellykket og uden verbale blodstyrtninger mellem mor og søn, men Henrik var træt og ville i seng, da vi ved midnatstid returnerede til lejligheden.

Betty foreslog at hun og jeg fik en drink , hvilket var helt ok med mig, der ikke havde spor lyst til at gå i seng og sove.

Den ene drink blev til flere og vi havde det overraskende hyggeligt og sjovt,  fandt ud af , at vi havde noget at snakke om , da vi begge havde gået på den franske skole og blevet undervist af nonner.

Hun på Frederiksberg Alle, hvor skolen lå før den ved en fejltagelse blev bombet under krigen, og jeg på den genopbyggede skole på Østerbro.

Jeg var også passende imponeret , da hun stolt fremviste  en æske fyldt med ordener, som Henriks far , professo Hakon Stangerup havde modtaget.

Jeg sukkede ligeledes henført over de mange kendte gæster, der havde været til middag i villaen i Sorgenfri, også da hun hentede bogen, hvor samtlige bordplaner og menuer nøjagtig var nedskrevet.

Mere interessandt var det at høre om hendes teaterkarriere på Det kongelige og senere på Betty Nansen teateret.

Jeg kunne også nogen historier, som morede hende, og da vi omsider gik i seng ud på de små tier, troede jeg at nu havde vi fundet hinanden.

Men næste morgen, da jeg noget mat mødte op til morgenkaffen, var det som om aftenen ikke havde fundet sted, og hun var igen utilnærmelig og kritisk.

Den dame var umulig at nå ind til.

Det lykkedes aldrig i de 15 år jeg var gift med Henrik,. Det var så også meget få gange jeg fik anledning til at hilse på hende, da deres forhold aldrig bev andet end anstrengt .

Da vi et par dage efter tog afsked med Betty og den lille bil var pakket og klar til afgang, sagde Henrik tilfreds , at han lige havde “lånt”10 000 kr af hende.